Street Haunting

Af Nanna Stjernholm Jepsen

 

 

       Pia Eikaas snorrehængte tekstilværker falder i lette draperinger fra loftet i Kvit Galleri. Douche farver blander sig med enkelte nedslag i rød eller stærk grøn, der bryder med tekstilernes ellers luftige transparens. Spøgelserne, der fylder udstillingens første rum, er lavet af det netstof, bygninger bliver beklædt i, når de opføres eller renoveres. I bybilledet opløser nettet den grænsedragning, der normalt definerer byen i et inde og et ude. Det maskerede slør bremser blikretningerne, der ellers flyder som konstante strømme gennem byen, hvor blikke og refleksioner kastes mellem glasfacaderne. Klædt i netstoffet kan husfacaden kun anes og man er afskåret fra flygtigt at tage del i de liv, der udspiller sig bag glasset.

       Virginia Woolf skriver i sit essay Street Haunting fra 1927, om kroppens placering og bevægelse i byrummet og om, hvordan kroppen kan forskydes fra begærsobjekt, til et aktivt betragtende jeg. Som street haunter glider man, skriver Woolf, ind i gadens masse-anonymitet som en betragtende flâneuse: ”[…] whereas once we were the object of the gaze, as street haunters we become observing entities, desexed, ungendered, we cloack ourselves in anonymity, and become incomprehensible to the city as it often is to us.”

       Genkalder man sig billedet af flâneuren, 1800-tallets franske storbydandy, kunne det meget vel være Baudelaire man ser. Han observerede og beskrev, i både digte og essays, modernitetens frembrud i storbyen: kapitalismens fremmarch og med den forbrugerens nye position, byens massebevægelser og det offentlige rum som skueplads for at se og ikke mindst blive set. Flâneuren er utvetydigt fremstillet som en mandelig karakter hvorimod kvinden i den spæde modernitet oftest er blevet bekrevet som en passiv karakter, objektiviseret på grund af sit køn og skildret som enten husmor eller prostitueret. På den måde er kvinden som en aktiv stemme, skrevet ud af modernitetens opblomstring. Men modsvaret til den mandelige flâneur findes dog – nemlig flâneusen. Hun hjemsøger byens gader, og lader sig opsluge af dens masser, i kampen om at tage byrummet tilbage.

    

I Pia Eikaas’ udstilling Street Haunting skifter positioner og blikke plads. Objekt bliver til subjekt, og den der før blev betragtet bliver den betragtende. Hendes sensoriske objekter opstår ud af et behov for at genplacere kroppen i byrummet. De er rekvisitter i den akt som reartikulerer flâneusen – til stede som betragter, der agerer politisk, økonomisk og seksuelt bevidst. Med tekstilet som hendes primære materiale betoner Pia Eikaas relationen mellem værk og krop. Og netop det er et gennemgribende træk i hendes praksis: værkerne er på en gang poetiske og pragmatiske, når hun med velkendte og hverdagslige genstande – typisk tekstiler som badehåndklæder, pyjamasstof, hæklede og strikkede klude – aktiverer og koreograferer kroppen til en mere organisk relation mellem den og værket.

       Pia Eikaas praksis er som en nomadisk krop i bevægelse, en flâneuse, der med et socialt bevidst og feministisk blik insisterer på at kortlægge strukturer og bevægelsesmønstre der var – at skabe og redefinere fremtidens rum. Og ikke mindst at insistere på at tilføje en intimitet og kropsligt tilstedevær i byens rum og strukturer.

Et landskab af kollapsede solure fylder Kvit Galleris nederste udstillingsrum. Fra den sfæriske stemning der hersker blandt stofspøgelserne, opstår der et anderledes håndgribeligt, materielt nærvær blandt solurene. De har en anden tid i sig som bliver understreget af deres materiale: gipsen, som er hurtig at arbejde i, men som i et tilsvarende tempo forvitres og opløses. Og tempoet har sat sig i solurene, i form af små stykker plastic, knust glas, blade og græs, der også fylder gulvet i udstillingsrummet. Værkerene rummer både acceleration og forgængelighed og synes at befinde sig mellem flere tilstande og får også i mødet med betragteren – der i sagens natur også har sin egen tid – dermed flere tider i sig.

      

        Det er helt nødvendigt at tale om tid, når man taler om Pia Eikaas’ udstilling Street Haunting. For i ønsket om at kollapse hierarkier og strukturer kollapser tiden også i udstillingen. Tiden er faldet sammen for at kunne skabe plads til mødet med spøgelserne - en abstraktion over det som har været, men ikke længere er. I hvert fald ikke i en genkendelig, materiel form. Og for at skabe plads til mødet med de andre skikkelser som hjemsøger udstillingen, som fx den brasilianske arkitekt Lina Bo Bardis (1914-1992) skildpadde, som skrives ind i udstillingen via digtet (Ghost) A poem for Lina Bo’s Turtle, og som måske har materialiseret sig på en 2 reais-seddel, fastgjort til en regnjakke. Men tidsligheden kollapses også for at give opmærksomhed til materialerne – for hvilken tid har en musling i sig, eller de blade som fylder udstillingsgulvet over for fx en skildpadde, plastikkens lange nedbrydelighed, eller et spøgelse for den sags skyld?

Street Haunting er et ikkested, et fragmenteret møde af kulturer og tider, der er sunket ind i hinanden og hvor fortid, fremtid og nutid på en gang spøger og manifesterer sig. Krop, hverdag og kunst smelter sammen til en enhed – en slags biologisk arkitektur, der insisterer på en ahierarkisk verden, hvor værdi bliver et begreb, der bruges om relationer og ikke om ejendom.

 

 

 

 

 

 

 

Cloud in Trousers – Desire Machine

by Jéssica Varrichio



Episode 1:


To buy coffee for your angst


Episode 2:


To discover what is behind the straight curtains while we walk


Episode 3:


You don’t have to say that you are sorry


These are some far away words wishing to be floating along with your ghosts


---


If you want—

I’ll rage from meat

—and, like the sky changing its tones—

if you want—

I’ll be irreproachably tender,

not a man, but—a cloud in trousers!


---


This image…

What an image: a cloud in trousers

I carry it in the back of my mind for troubling times

As reminder – when the department of Desire Control transforms us in dead machines


To gift clouds with trousers is to reminder them of their corporality and power

So they are aware that they are not at the mercy of the wind only

It is a way to dribble a despotic body


No, a cloud in trousers it is not tender

Never

They know how to make the decision meets the desire

Even when the structures of power try to cover things with a veil









(Ghost)

-a poem for lina bos turtle



time

tempo

time

tempo

time

tempo

thyme




a small breeze

an empty fountain

a precise watch




shadows of obejcts


ghosts aligned


time tempotime



Value

Value


Value what


shadows of objects that

excited

existed

(but no longer do)


temporalities, time zones, zombies


....


(the flâneuse)


....



nets

connecting

windows vision blurred



transparent


entagled threads


thick k



eletric connections disconnected by waters flow

water disconnect eletric nets

no network

works in water

eletric waves are waved and unread

un reachable


water

disconnects

nets


.....



(un)

connected

bodies

floating in the city of  glass,

an ocean of endless reflections of nothingness

a piece of glass, a stump of wood, waters of march

Its  fall

I fell



Ok, a short pause, then another important statement, or not or yes, dont say sorry...I aint sorry,

listen to beyonce and then rihanna, work no work work no,

maybe lets dance instead, white powder on your head



buildings being torn down

histories becoming


with its ghost like dresses

floating in the city space


virginia woolf was a street haunting, an oyster drifting, Im a muscle